80´er typehus fra Greve – Delvis omlæggelse af eksisterende bede og nyt elegant spejlbassin
Et sammenvokset ældre bed fik helt nyt liv og udtryk. Et gammelt træ blev bevaret og beskåret så det kunne indgå i det nye. Der blev skabt et meget smukt hævet spejlbassin af jern på en bund af beton støbt på stedet. Spejlbassinet blev på elegant vis forbundet med et eksisterende fiskebassin. En ny opholdsplads med slotsgrus blev etableret, så det nye lille fine anlæg kunne betragtes fra flere vinkler. Det hele blev anlagt af ejeren selv. Jeg er imponeret. Ejeren har virkelig sans for detaljen.
80’er typehus fra Lejre
En eksisterende have, som er omlagt og gjort mere enkel. Der er skabt nogle lange kik ned i haven, idet der er arbejdet med det langstrakte. Det skaber ro i haven og alligevel oplevelser, når man går igennem haven.
Temaet for beplantningen er skovagtig, dvs. træer og buske, som typisk får blomster i foråret og senere bær og høstfarver. Løvet spiller en væsentlig rolle i det skovagtige tema, når der vælges træer, buske og stauder. Som træer kan nævnes hjertetræ, benved, paradisæbler og koreakornel.